Dagbogsblade fra rejse til Polen, 29. maj - 1. juni 2003     Skrevet af Lars Henning Jensen

Torsdag - Fredag - Lørdag - Søndag
Lørdag den 31. maj 2003
Morgenmaden (brød fra bageren) indtages ligesom fredag udendørs på maskindepotet. Forinden er Ol49-23 kørt solo mod Zbaszynek for at afhente godsvogne; mod at betale (bestikke) lokomotivføreren 10 Euro lykkes det at få maskinen vendt, så den kommer til at køre retvendt mod Wolsztyn med godstoget.
Estimeret plan for godstoget Zbaszynek-Wolsztyn beregnes og derpå køres til stationen i Tuchorza, hvor den venlige stationsbestyrer desværre ikke kan sige noget om muligt passagetidspunkt. Efter godt en times ventetid (og dybsindige samtaler om dette og hint) på den hyggelige landstation buldrer Ol49-23 endelig igennem med 5 bogievogne "på krogen" (cementpulvertankvogne til Powodowo). Vi kører med bil retur til Wolsztyn, hvor lokomotivet placerer vognene i et sidespor og kører i depot - ikke mere dampkørsel denne dag! 2. togpar Wolsztyn-Poznan kører med diesellokomotiv pga. mangel på damplokomotivpersonale (særtoget til Kolobrzeg...).
Der spises frokost i Wolsztyn på restaurant "Europa" (lidt dyrere end "Mars", men også bedre mad), og efter nok en mindre byvandring, diverse indkøb samt - for enkeltes vedkommende endda en middagslur i værelset på maskindepotet hhv. på en perronbænk(!) - køres med tog (SU-diesellokomotiv og almindelige kupévogne) til Poznan afgang 15.47, ankomst 17.51. Under de 2 timer og 20 minutters ophold i Poznan nås byvandring til den gamle bydel med smukke rekonstruerede borgerhuse og et noget særpræget rådhus, sporvognskørsel retur til stationen (billet skal købes i en kiosk, men hvad gør man, når kiosken er lukket...?) samt aftensmad på "Kentucky Fried Chicken" på stationen (ca. 22 DKK for en "menu" - teknisk set i orden men rent kulinarisk langt under standarden for turen...). Retur til Wolsztyn afgang 20.20, ankomst 22.24 med samme vogne (og sikkert også samme lokomotiv). Både på ud- og hjemturen krydser vi tog fremført af moderne toakslede skinnebusser.
Pga. almindelig træthed (og tanke på morgendagen) samt udbredt myggeplage droppes planerne om aften-øl ved maskindepotet...
Torsdag - Fredag - Lørdag - Søndag
Retur til nyhedssiden